Smartlog v3 » Nødblog
Opret egen blog | Næste blog »

Nødblog

Uriasposten midlertidigt lammet af spam...

Mogens Camre under sig over Gitte Seebergs 'konservatisme'

7. Jul 2006 19:47, Uriasposten

Fra gårsdagens Politiken - sunde borgerlige ord fra Mogens Camre. Her lidt fra  CIA-aktivitet: Det slemme USA og de stakkels terrorister.

"Det er en besynderlig grille, min konservative kollega Gitte Seeberg har fanget om de påståede CIA-bortførelser af terrormistænkte i Europa. Hun skriver meget rigtigt (4.7.), at »de kulørte historier om et verdensomspændende edderkoppespind bestående af hemmelige fængsler og flyruter (holder) ikke vand«. Men i selv samme artikel skriver hun også, »med det bevismateriale, vi har nu, tyder meget på, at bortførelser har fundet sted på europæisk jord«.
Sandheden er, at Europaparlamentet ikke har nogen som helst beviser for alle de beskyldninger og påstande, der rejses.

Hverken Europarådet, som også prøver at puste sig op til en undersøgelseskomite, eller Europaparlamentet har andet end løse rygter at bygge angrebene på USA og de europæiske regeringer på. EU's egen udenrigspolitiske repræsentant, Solana, har været i det særudvalg, hvor både Gitte Seeberg og jeg har sæde, og har erklæret, at kommissionen ingen oplysninger har, som kan bekræfte rygterne, og medlemsstaterne har ligeså erklæret, at de ikke har kendskab til nogen ulovlig amerikansk aktivitet i Europa. Alt foregår inden for den gældende antiterrorlovgivning.

Det forhindrer ikke den sædvanlige flok af antiamerikanske politikere, støttet af de sædvanlige ngo'er i USA og EU, i at agere, som om der var en sag, og her undrer jeg mig over, at Gitte Seeberg hopper på den galej.

[...]

Tænk, centralbankerne har tilladt Swift at give de amerikanske antiterrormyndigheder kendskab til mystiske pengeoverførsler, som kan være hvidvaskning og/eller penge til terror. Det må vi have forhindret, for det krænker terroristernes privatliv. Vi må sandelig forhindre arrestation af terrormistænkte, uden at de har fået et varsel tre dage forud, så de kan nå at forsvinde, og medlemsstaterne må i hvert fald ikke samarbejde med CIA uden at udbasunere alle aktioner, til hvem der ønsker at lytte.
Alle de gamle kommunister og USA-hadere har travlt, men jeg undrer mig over, hvad en konservativ gør i det selskab."

P1 lægger bolden til rette for Fatuma Ali...

7. Jul 2006 19:40, Uriasposten

Det er ikke meget man i disse år hører til Fatuma Ali, en kvindelig somaliskfødt psykiater, hvad ubetinget er godt - men P1 kan naturligvis stadig bruge hende. For 15 år siden frygtede hun de danske nazister, og talte vidt om bredt om hvorledes hendes hudfarve gjorde at hun ikke turde gå "ned af strøget om i København om natten". (BT, 14/8-94). Etniske problemer eksistererer ikke i det univers hun lever i, men danskerne skal blot lære at acceptere en frugtbar multikulturel symbiose sammensat af det bedste fra somalisk og dansk kultur. (hvordan lød det?)

Hør hele indslaget på P1 Eftermiddag (15,34 min.) - Her. Et indslag hvor jeg især må fremhæve P1-værtindens retoriske spørgsmål, der til forveksling ligner det den svenske presse byder sin 'elever'. Et par eksempler.

P1-Vært: "Hvordan tror du din karriere ville have været hvis du ikke var blevet mødt på den måde, da du i første omgang startede på Hillerød Sygehus?"

P1-vært: "Hvad var der så sket tror du, hvis du landede i Danmark idag og skulle ud på arbejdsmarkedet?"

Arne Hardis om Anne Marie Helger: Ingen ville diskutere med et barn, som argumenterer på denne måde"

7. Jul 2006 15:10, Uriasposten

Fra Weekendavisen - en ypperlig kommentar om nutidens venstreorienterede af Arne Hardis. Her det bedste fra Derfor findes Anne Marie Helger.

"Sommeren har hidtil været godfor det venstreorienterede Danmark... Forleden var det en kommunist, Lars Ulrik Thomsen, medlem af Partiet, som snart er bogaktuel med Marxismen i det 21. århundrede, der er tænkt som et debatoplæg til DKPs landsmøde i 2007. Thomsen var gæst i Poul Friis' P1 Formiddag, så vi i fællesskab kunne få afklaret, om der er behov for en fornyelse af DKPs program, som faktisk er 30 år gammelt, ja, tiden flyver.

De troede ikke, DKP fandtes mere? Tværtimod, må man sige, partiet er meget reelt eksisterende og altså så generøst, at det med P1 som assistent i god tid har inviteret hele Danmark med til programdebatten om, hvorvidt der er detaljer i partiprogrammet, som skal tilpasses de forløbne år.

Eksakt samme uge var det vist, at Niels Krause Kjær havde den unge (27 somre) revolutionære Michael Jørgensen fra Svendborg med i sit ugentlige program, Krause på tværs. Det var ganske sjovt at høre Jørgensen være meget, meget flov over - man kunne faktisk høre rødmen svæve gennem æteren - at han engang havde været højreorienteret og vist var kommet til at sidde og læse lektier, mens hans kampfæller var i gang med at smide maling på statsministeren, eller hvad det nu var.

Jørgensen kunne også fortælle sidste nyt om samlingsbestræbelserne på den revolutionære venstrefløj, hvor en udbrydergruppe fra Kommunistisk Parti i Danmark, som ikke må forveksles med ovennævnte DKP, som man nemlig for længe siden brød med, ligger i fusionsdrøftelser med DKP/ML, de gamle albanere, dengang Albanien var noget at snakke om. »Kommunistisk Samling« hedder projektet, opkaldt efter hensigten.

LÆG vel mærke til, at jeg ikke her på-står noget om en venstredrejning af P1... Mit ærinde er slet ikke at lufte sommeragurken om de røde lejesvende, nej, det er at meddele, at jeg tror, jeg har fundet ud af, hvorfor entertaineren Anne Marie Helger findes. Sådan samfundsmæssigt set.

Hun er jo også rød, og hun har også været i radioen - det var i mandagens P1 debat i anledning af den amerikanske uafhængighedsdag - for at diskutere amerikanisering og amerikanske tilstande, som hun ikke er nogen varm tilhænger af, fordi det er disneysering og forfladigelse, som hun forklarede indledningsvis. Helger skulle diskutere med en ung herre fra Politiken ved navn Marcus Rubin, som havde fået den på papiret ikke alt for udfordrende rolle at flette et lille fornuftens hegn rundt om debatten for at søge at holde Helgers udladninger inden for en bare nogenlunde konsistent ramme.

Det var så ikke så let endda, det viste sig faktisk ganske umuligt, eftersom Helgers bedste argument for amerikaniseringens altdominerende ødelæggelse af vores liv var alt det crap, der sendes uafladeligt på tv, samtidig med at hun jo måtte lufte den del af sit kulturpolitiske program, der handler om, at hun aldrig ser tv:

»Jeg har aldrig set ret meget tv, vi havde ikke tv i mit barndomshjem, far var meget boglig.« Og lidt senere: »Det, der kommer fra Amerika... det er selvfølgelig meget svært, når man ikke ser det, men jeg ser nogen gange de der kriminalting, og jeg synes, de skyder. Faktisk ser jeg dem så ikke, for jeg kan ikke tåle, når nogen bliver tortureret, når noget går for voldsomt for sig. Så går jeg.«

Hertil kom så étords-argumenter som »Foghlisconi«, som De måske ikke ved, hvad er, men som er den »indstramning af os alle sammen, vi skal bare rette ind, ellers får vi sådan en på snosken, det ligner det med Buskmanden«, tilføjet betragtninger som, at amerikanerne blander sig i alt, hvad vi laver, »om vi så går på lokum«.

Ingen ville vist gide diskutere med et barn, som argumenterer på denne måde. Jeg har ret, fordi jeg har det. Fordi jeg er mig. Det er her, det med den samfundsmæssige begrundelse for Helger kommer ind. Hun er en gavnlig skikkelse i det offentlige rum, fordi hun så levende minder os om det afgørende skifte, der er sket i venstrefløjens selvforståelse....

Unge mennesker aner ikke noget om det, men tro mig, i gamle dage var socialisme forlenet med en funklende og videnskabelig nødvendighed. En lysende og funktionalistisk rationalitet, et styret, planlagt samfund i stedet for et kaotisk og junglekapitalistisk. Det var allerede samfundsmæssigt bevist, at socialismen måtte komme, det var historiens nødvendige gang, arbejderklassen skulle bare lige bekvemme sig til at tage sin historiske mission på sig.

Dette videnskabelige overtag suppleredes med et moralsk, fordi det kommunistiske samfund, man havde taget på sig at skabe, var så godt for alle mennesker. Måske skulle der kun produceres en slags tandpasta under kommunismen, men til gengæld ville der herske evig fred, og hvem vil vel være åndssvag nok til at slippe atomkrigen løs for to slags tandpasta?

Anne Marie Helger er en påmindelse om, at venstrefløjen har opgivet sin videnskabelige selvbevidsthed og nu alene forsøger at ernære sig ved sit moralske overtag."

Dagbladet Information om Hommelsagen - 24 måneder med antikrigs-spin

7. Jul 2006 10:50, Uriasposten

Anne Mette Hommel blev igår pure frifundet i Landsretten, og det er indlysende at visse kredses modstand mod Irak-krigen har skabt en sag, hvor der ikke var nogen - til stor skade for Danmark og den involverede officer - og kun til gavn for den golde pacifisme der fik 24 måneder med ugentlige beretninger om postulerede overgreb typisk ledsaget af absurde motivanalyser og floskler fra de sædvanlige eksperter.

Her et udpluk af Informations dækning af sagen imod Anne Mette Hommel.

  • 5/8-04 Information (Charlotte Aagaard) - 'Irak-fanger blev udsat for tortur'.

"De danske soldater i Camp Eden har helt klart forbrudt sig mod FN's torturkonvention. Det mener en af landets førende eksperter i tortur, professor dr. med. Bent Sørensen, der har været mangeårigt medlem af både FN's Komite mod Tortur og Europarådets Komite til Forebyggelse af Tortur. Den 37-årige efterretningsofficer Annemette Hommel beskyldes bl.a. for at have nægtet en fange at drikke samt for at lade fanger sidde i stressende stillinger på gulvet i forbindelse med afhøring...

»Der er fire ting, der skal være opfyldt for, at man kan tale om tortur‹, siger Bent Sørensen. »Mishandlingen skal ske med fortsæt, altså med vilje. Der skal være et formål; f.eks at indhente oplysninger. Den skal udøves af en officielt ansat person, og endelig skal det være meningen, at personen skal påføres svær fysisk smerte eller psykisk lidelse. Efter min mening er alle fire betingelser opfyldt, når det drejer sig om de danske soldaters behandling af irakiske fanger,« siger Bent Sørensen, der nu er lægefaglig konsulent i Det Internationale Rehabiliteringsråd for Torturofre."

 

  • 7/8-04 Information (Johnni Michelsen) - Dansk omdømme skadet.

"Under overskriften 'Danmark bekræfter mishandling af Irak-fanger' fortalte al-Jazeeras hjemmeside i går, at danske tropper har »mishandlet og ydmyget irakiske fanger ved at nægte dem mad, vand og adgang til toiletter«."

 

  • 12/8-04 Information (Johnni Michelsen) - 'Virkeligheden er kommet til Danmark'.

"Danske soldater har ingen idé om, hvad der venter dem i et krigsområde, og tortursagen mod den danske kaptajn Annemette Hommel udstiller behovet for et opgør med et forældet og inkompetent forsvar, mener militærsociologen Claus Kold."

 

  • 27/1-05 Information (leder af 'ds') - Tortur i Irak.

"Hvad er så det danske svar på denne sørgelige tilstand for de basale menneskerettigheder i Irak? Efter den kedelige Annemette Hommel-sag er de danske soldater holdt op med selv at tage fanger. Det overlader vi til briterne eller til irakerne. Så kan vi nemlig ikke blive beskyldt for noget som helst!"

 

  • 17/6-05 Information - Tolk: Jeg skulle have sagt fra over for Hommel tidligere.

 

  • 24/6-05 Information - Blev instrueret i 'hård facon' over for irakere i Camp Eden.

 

  • 22/10-05 Information (kronik af Jens Juhl Jensen) - Hommel-sagen hørt fra sidelinjen.

"Hvem, der er ansvarlig for den åndelige tortur, er ikke så ligetil at sige. Den brave Annemette har jo næppe selv valgt sit køn, så i den henseende, er det altså ikke hende, der burde sidde på anklagebænken. Men hvem så?...

For nu at vende tilbage til Hommel, så har hendes sag budt på endnu et udslag af den berøringsangst, der præger visse danskeres forhold til alle disse mærkelige udlændinge."

 

  • 28/10-05 Information (Ritzaus Bureau) - Hommelsag belaster forsvarstop.

 

  • 12/1-06 Information (Charlotte Aagaard) - Tortur: Hommel-sagen peger opad.

"Uanset om Annemette Hommel bliver fundet skyldig eller ej, er det ifølge [strafferetsekspert Jørn] Vestergaard svært at frigøre sig fra fornemmelsen af, at hun er blevet syndebuk for ledelsens forsømmelser."

 

  • 12/1-06 Information (Rasmus Bang Petersen) - Interview: Tolk: Afhøringer var bare et andet ord for tortur.

"Da Danmark sagde ja til at være en del af den USA-ledede militærstyrke i Irak, sagde man også ja til daglige konfrontationer med irakere... Ifølge den danske tolk var afhøringerne af civile irakere ikke kun problematiske, fordi der blev råbt af de afhørte, og de blev tvunget til at sidde i ubehagelige stillinger. Det værste var, at situationen gav irakerne associationer til en anden og langt værre afhøringsform - den de blev udsat for under Saddam Husseins torturregime."

 

  • 13/1-06 Information (leder af 'jsn') - En rigtig møgsag.

"Alt i alt er det en yderst skamfuld affære for det danske forsvar. Men når alle ankesager er afsluttet og alle regnskaber gjort op, er Hommel-sagen først og fremmest en illustration af det skammelige i, at Danmark gik med i George Bushs krig i Irak."

 

  • 13/1-06 Information (Ritzaus Bureau) -  Røde Kors: Soldater skal kende krigens regler.

"'Sagen mod Annemette Hommel og hele sagsforløbet viser, at der er behov for bedre kendskab til og vejledning om Genèvekonventionen - også kaldet krigens regler - blandt danske soldater. Ikke mindst som følge af den danske deltagelse i krigene i Irak og Afghanistan,' siger lederen af Dansk Røde Kors' folkeretsenhed, Peter Vedel Kessing, i en pressemeddelelse."

 

  • 8/3-06 Information (Ritzaus Bureau) - Irak-chef slipper for tiltale i Hommel-sag.

 

  • 4/4-06 Information (læserbrev af Morten Oxelbøll) - Om retten til at fortælle en historie.

"Hvis de vestlige styrker i Irak ikke holder deres sti ren ved internt at undersøge og straffe lovovertrædelser af konventioner og militære forskrifter, eller hvis der ikke er vilje til at gøre det, må vi også indse, at vi på sigt vil tabe kampen om fortællingen og dermed også krigen."

 

  • 22/6-06 Information (Ritzaus Bureau) - Hommel-tolk kræver erstatning.

"... Dermed har Forsvaret nu modtaget krav om erstatning på i alt en million kroner fra to af de kvindelige tolke, der deltog i fangeforhør under Annemette Hommel i Camp Eden."

Forbundssekretær i HK om den danske smålighed...

7. Jul 2006 09:49, Uriasposten

Fra DR Online - forbundssekretær i HK Steen Karlsen om et amerikansk integrationsinitiativ på dansk grund. Et citat fra Unge indvandrere i praktik i USA.

"Forbundssekretør i HK, Steen Karlsen, håber, at praktikprojektet kan få danske virksomheder til at åbne dørene for unge med indvandrerbaggrund.

- Det kan måske ruske lidt op i småligheden herhjemme. Der er stadig den holdning, at vi vælger os selv og vore egne først, siger han til avisen."

Forskningschef Torben Tranæs: Folk ved ikke hvilken baggrund indvandrerne har...

6. Jul 2006 20:35, Uriasposten

Rockwoolfondens integrationsforskere er ikke som de øvrige herhjemme skolet i de røde/bløde fag, men derfor kan de sagtens være leveringsdygtig i halaliserede oneliners. Fra lørdagens Berlingske Tidende - et citat fra Gallup: Integration er mislykket, hvor forskningschef Torben Tranæs relativerer virkeligheden væk...

"Mindre end hver femte af de adspurgte i en Gallup-måling hæfter således etiketten vellykket på integrationen i Danmark, mens tre ud af fire vælgere siger mislykket.

Knap hver tiende svarer ved ikke på spørgsmålet.

»Beskæftigelsesintegrationen har ikke været en succes i den forstand, at ikke-vestlige indvandrere er beskæftiget i væsentligt ringere grad end danskere. Men hvis man ser det i forhold til deres udgangspunkt - uddannelse og erhvervserfaring, og hvad de ellers har med i bagagen - ser det ikke så dårligt ud,« siger forskningschef fra Rockwool Fondens Forskningsenhed Torben Tranæs, der dog ikke er overasket over resultatet. »Hvor skulle folk vide fra, hvilken uddannelsesbaggrund, indvandrerne har?« som han siger."

Hvis flyet ikke kan flyve, hvad rager det så menigmand at flyets air condition-anlæg er skidegodt skruet sammen...

Artiklen ledsages af denne illustration, der burde trække overskrifter i sig selv. Udbredt enighed om at integrationen er slået fejl, på tværs af alder og politisk overbevisning. Mon man en dag ser en overskrift såsom: Radikale mener integrationen er mislykket, men vil øge indvandringen...

Susanne Giese: Asmaa Abdol Hamid repræsenterer et tilbageslag for bekæmpelsen af fundamentalismen

6. Jul 2006 20:09, Uriasposten

Fra dagens Information - et citat fra en kronik af forfatter Susanne Giese, der opsummerer muslismke kvinders frihedskamp med udgangspunkt i Frankrig. Fra Franske indvandrerkvinder fik nok.

"En bevægelse var i gang og tavsheden om voldtægter, tvangsægteskaber og omskæring af piger var brudt. Der er siden oprettet lokalkomiteer over hele Frankrig, hvorfra der organiseres debatmøder, demonstrationer og tages politiske initiativer. Ni putes ni soumises har cirka 5.000 medlemmer og har fået afdelinger i Sverige, Tyskland og Schweiz, og den er vel den vigtigste kvindebevægelse, man kan pege på i dag. Centralt for arbejdet står bekæmpelsen af fundamentalisme og alle former for diskrimination.
Et lignende tilbageslag kendes også herhjemme fra blandt andet med Hitz-but-Tahrir. Også vi ser unge veluddannede kvinder gå den ekstreme islamistiske vej i påklædning og adfærd. Studieværten fra DR2, tørklædeklædte Asmaa Abdol Hamid, som ikke giver mænd hånden, er et kendt eksempel. At udstødelse og fundamentalisme går hånd i hånd er velkendt. At det også koster pigerne friheden er endnu en omkostning."

Thorleif Jonasson fra FN-forbundet eftersnakkes i P1 Eftermiddag...

6. Jul 2006 19:43, Uriasposten

P1 er i en klasse for sig selv. Hvor enhver form for ikke-socialdemokratiseret konservatisme og liberalisme typisk præsenteres som værende ultra, neo, ny, ærke - så kunne man i mandags høre FN-forbundet præsenteret som værende "uafhængige". Fordi man har systematiseret tossegode intentioner i en verdenborger-utopi, og således støtter op om Det Radikale Venstres afnationalisering af Danmark og en abstrakt internationalisme - gør selvfølgelig ikke organet uvildig, uafhængig eller noget der ligner.

Næstformanden Thorleif Jonasson, er tidligere 'regnskovsambassadør' (aktivistisk organ grundlagt af SFU/DKU), og var så sent som i 2002 medarrangør af en demonstration imod EU, hvor BZ'ere gik til kamp imod "den danske stats undertrykkelse". Fra en yderste venstrefløj til en abstraktion anti-national internationalisme. Uafhængig... af virkeligheden.

Den officielle programomtale.

Danmark har ikke formået at sætte sit præg på FN's Sikkerhedsråd (P1 Eftermioddag, 3/7-06, 8,57 min.)

Gennem det sidste halvandet år har Danmark siddet med i FN's Sikkerhedsråd, og i to perioder af tredive dage har vi endog haft fornøjelsen af at sidde for bordenden og lede møderne. Netop i dag udløber vores formandskab i denne omgang, og der er derfor anledning til at se nærmere på hvilke aftryk Danmark har fået sat på den internationale politik og verdensordnen. Men det aftryk er svært at få øje på, lyder det fra Thorleif Jonasson, der er næstformand for den uafhængige organisation FN-Forbundet, der med kritiske øjne følger arbejdet og udviklingen i FN.

I slutningen af interviewet fremgår det klart at Thorleif Jonasson mener Danmark har gjort det ret godt i Sikkerhedsrådet - men konklusionen var skrevet på forhånd, grundet Irak-krigen og Muhammed-tegningerne. Her spredte pluk.

Thorleif Jonassen: Jeg synes ikke det har været godt nok... Men så på den anden side, ud fra den givne situation, så fik Danmark nok det bedste ud af den givne situation.

P1-vært: Når du siger den givne situation, hvad lægger der så i det?

Thorleif Jonasson: Jeg ser to givne situationer. Jeg ser en ekstern given... I forhold til den anden givne situation, så ser jeg også en intern given situation. Og det gælder meget i forhold til dansk udenrigspolitiske forhold, og hvordan vi har opfattet os som Danmark i udlandet. Vi har prøvet at leve højt på tidligere tiders landvindinger [fodnote-politikeren Lasse Budtz var tidl. Leder af FN-forbundet], de ting som vi havde et godt ry i forhold til. Det havde vi forventet at det kunne følge os ind i Sikkerhedsrådet denne gang her også. Men det har ikke rigtigt kunne holde stik. 

P1-vært: Fordi der er sket noget andet med vores omdømme i mellemtiden, ude omkring i verdenen.

Thorleif Jonassen: Og også før Muhammed-tegningerne ligesom ramte alverdens forsider, så var der også sket noget  med vores omdømme... Vores renomé var skadet, og når vi går ind og gør noget i forhold til at styrke den internationale fred og sikkerhed i Sikkerhedsrådet, så må vi lige huske at vores renomé var skadet af, at vi er med i koalitionsstyrkerne - de amerikansk-ledede tropper i Irak...

[...]

P1-vært: Det er jo lidt skuffende det her.

Thorleif Jonasson: Ja det synes jeg også, og det er enormt beklageligt...

[...]

Thorleif Jonasson: Det som vi kan se i for eksempel Norge har kunnet og gør, det er kunne gå ind og være mægler i konflikter, det er de i Mellemøsten og i forhold til Sri Lanka. Men sådan en rolle kunne Danmark også have haft i de forskellige konflikter, hvis vi havde haft en ordentlig politisk diskussion i Danmark og ikke noget af den her fremmedfjendske debat forinden, så ville vi have haft et bedre renomé, vi ville have haft en bedre tillid blandt konfliktens parter rundt omkring i verden, og så ville vi nemmere havde kunnet gå ind og være den partner der kunne være med til at skabe bæredygtig fred omkring i verdenen.

 P1-vært: Sådan lød det fra Torleif Jonassen, der er næstformand i den uafhængige organisation, FN-forbundet.

Jacob Holdt om nazister, Ku Klux Klan og DF-vælgere...

6. Jul 2006 19:19, Uriasposten

Fra søndagens Politiken - Jacob Holdt for fuld udblæsning. Her det værste fra Indvandrere: Ligestilling og integration undergraves.

"... Lad være, at jeg ser de fleste af mine kulturradikale venner aktivt 'pløje' sig gennem den danske kultur og selv bære og skabe meget af denne, mens jeg ser de fleste af mine fremmedangste borgerlige venner slappe af foran tv med amerikanske sæbeoperaer.

[...]

Forrige weekend var jeg igen til flere fester, men opdagede her atter, hvordan det er jer mono-kulturgale, der 'slapper' den af som kulturbærere.

[...]

Hvis I ser nogle indvandrere havne i udanske parallelsamfund, har I kun jer selv at takke for det ved ikke at have været aktive kulturbærere og været med til at lege de danske værdier ind i alle vore nye medborgere.

[...]

Forskellener vist, at vi multikulturradikale ikke kan få nok af at lege med andre kulturer i et naivt og spinkelt håb om måske en dag at finde nogen, som ikke på bunden viser sig at være ligesom os selv - hvorefter legen først bliver rigtig sjov, spændende og udfordrende - mens I mono-kulturgale rent ud sagt er gale, fordi I naivt tror, at I i længden vil kunne holde andre kulturer ude - midt i en integreret globaliseret verden - uden at gøre brug af undertrykkende metoder og et eskalerende voldeligt sprog, som netop tvinger de andre til enten at søge ind i sig selv og tidligere kulturer eller endog at søge mod et paradis i det hinsidige, fordi de føler sig truet på hele deres identitet her på Jord. Og dette medfører automatisk en anden sjov lille forskel på os.

... mens I mono-kulturgale rent ud sagt gør 'de andre' gale ved i medierne at udråbe dem som 'de gale', 'de forkerte', 'de andre', 'de fremmede', 'de urene', hvorfor de bliver vrede på jer, voldelige og kriminelle, således at I nøjagtig ligesom alle andre undertrykkere ender med at miste jeres egen frihed ved f.eks. som Pia Kjærsgaard ikke at kunne færdes frit på Nørrebro.

[...]

Sjovt nok bytter I derude roller med amerikanerne, som på hjemmebane er legende og imødekommende multikulturradikale over for deres indvandrere og muslimer og derved får disse til at åbne sig op for amerikanske værdier, men som typisk ude i verden opfører sig som mono-kulturgale - terroriseret, som de er, af den samme irrationelle medieskabte fremmedangst, som lammer jer på hjemmebane.

[...]

Enhver, der arbejder med forsonende konfliktløsning, integration eller dialog mellem forskelligartede grupper, ved jo, at man ingen steder kommer, hvis man ikke anerkender modpartens ligeværd og viser dyb interesse og respekt for dennes baggrund og kulturelle værdier i sin indre positive tænkning.

[...]

Selvfølgelig kender jeg enkelte kulturradikale, som svigter ved at tage deres børn ud af de skoler, som mange andre danskere allerede har ghettoiseret. Alligevel er min egen kritik af de kulturradikale ikke, at de svigter 'de andre', men at de tit svigter arbejdet med at lege med og integrere 'de forkerte' såsom nazister, Ku Klux Klan, DF-vælgere, Hizb-ut-Tahrir, fundamentalister, kriminelle og psykisk syge, hvorfor disse - altid stærkt overrepræsenteret blandt mennesker, som føler sig uønsket - ikke blot hele tiden 'skaber' hinanden, men også skaber og opretholder integrationsbremsende regeringer."

For Holdt er virkeligheden en abstraktion fremskabt af mangel på gode intentioner, personificeret i Dansk Folkeparti der næsten henkastet associeres med Ku Klux Klan, nazister og Hizb Ut-Tahrir. Trykt i avisen der dagligt beklager tonen i den danske udlændingedebat. Hykleri for viderekommende.

Bonus: dehumanisering. En rodet hjemmeside for Verden på gaden portrætterer Fogh, og linker til Skadedyrslaboratoriet. Hvis højreloonier havde gjort det samme med Abu Laban, var det en mediesag der kun kunne ende med retsag.

Iranske Chahdortt Djavann: Tørklædet er symbolet på kvindernes underkastelse

6. Jul 2006 19:02, Uriasposten

Hodja har oversat et interview i Die Tageszeitung med den iranske menneskerettighedsforkæmper Chahdortt Djavann. Her lidt fra artiklen.

"Q: Er så meget ophidselse over et religiøst symbol berettiget?

A: Tørklædet er netop ikke et symbol på den muslimske tro. Både i Det Gamle og Det Nye Testamente samt koranen tilrådes hovedbeklædning. Hvad angår kvindeundertrykkelse er islam forblevet tro med de to ældre monoteistiske religioner. i de vestlige lande er der idag demokrati, som baserer sig på lige rettigheder for kønnene. Tørklædet er symbol på kvindernes underordnen sig mændene. Når kvinderne underkaster sig, tager de tørklæde på. De bærer det kun for mændenes skyld. Det er symbolet på kvindernes mindreværd. Det må alle, der går ind for lighed, gøre sig klart.

Q: Hvordan definerer de tørklædet?

A: Jeg sammenligner det med jødestjernen. Det er symbolet på, at kvinden indordner sig i det retsløse rum. Og at det legaliserer vold. Tørklædet viser: Kvinden er det mindreværdige fornedrede køn.

Q: De kæmper som kvindesagsforkæmper imod det?

A: Jeg er ikke feminist. For mig drejer det sig om menneskerettigheder. I de demokratiske lande findes idag begrebet 'Pædofili'. Man skal vide, at i de muslimske lande bliver en pige tilsløret, når hun er giftefærdig. Når en 12-årig pige behandles som giftefærdig, så er det pædofili. Tørklædet er mishandling af mindreårige. Lige som omskæring. Det varede også længe, før det blev forbudt i de demokratiske lande. Og da blev der også brugt argumenter om kulturelle rettigheder.

Q: Klitorisomskæring er en kropslig lemlæstelse. Tørklædet er en beklædningsgenstand?

A: Det er netop ikke en beklædningsgenstand. Når man tilslører en pige, siger man til hende: Du bliver i hjemmet. Du har ikke samme rettigheder som din bror. Det efterlader uudslettelige spor i den sociale, seksuelle og psykiske identitet.

Q: Det er muligvis anderledes hos piger, der tilslører sig selv?

A: Det er demagogi. Under krigen mellem Irak og Iran sprang piger og drenge frivilligt på miner. Det var de blevet overbevist til af islamister. 'Det er mit valg' sagde børnene.

Q: Bliver symbolet ikke vurderet op ved at selv statsoverhoveder i Europa beskæftiger sig med det?

A: Der kan ikke eksistere et islamistisk samfund uden tørklædet. Men der kan eksistere islam uden et islamistisk tørklæde. Forestil dem, at kvinderne i Saudi-Arabien eller Iran tager tørklædet af. På det tidspunkt vil de blive betragtet som mennesker, og det islamistiske samfund vil ikke være mere."

Kommunismen forsøges rehabliteret (og lidt om Cuba og Nordkorea)

5. Jul 2006 21:00, Uriasposten

Rehabiliteringen af kommunismen kommer på mange måder. I torsdags kunne man om på P1 Formiddag høre en 51 minutter lang samtale med DKP'eren Lars Ulrich Thomsen, som også fik små 10 minutter til at redegøre for Nutidens marxister om eftermiddagen på samme kanal.

I mandags kunne man i 17-Radioavisen høre følgende om retsopgøret i Kampuchea [via Snaphanen]...

"Under Khmerérnes 3 år ved magten, forsøgte man at realisere en ekstrem version af kommunismen, hvor hele befolkningen blev sendt på slavearbejde på landet, mens hundredetusinder af formodede regimemodstandere, blev tortureret og myrdet"

Igår demonstrerede 450 nye og gamle kommunister imod USA, som om tiden var stået stille siden demokratifornægtelsen i 60'erne. Dagens sang var forfattet af kommunisten Arne Herløv Pedersen, men som altid fremstillede medierne det som en menneskerettighedsaktion, selvom det tydeligvis var et venstreradikalt stunt. [Snaphanen var onsite] Da tolv nationalister demonstrerede imod Hamas forleden, blev det slet og ret præsenteret som en demonstration imod islam. Motivanalysen rammer ikke alle lige hårdt.

Orientering på P1 fejrede venskabet med USA på sin helt egen måde. Et langt indslag om den amerikanske ambassadørs besøg i Gellerup, af Astrid Fischer som spurgte lokale politikere om der ikke var en risiko for at Danmark spændes for USAs charmeoffensiv. Indslaget vil blive genhørt hver gang blog-motivationen falder.

Historien om den sande kommunisme skal nok komme, men den bundfalder sig næppe før 68'er-generationens dominans ligeledes bliver historie. Her er par dråber...

Fra No Parasan [via Hodjas blog] - en oversigt over cubanske 'fængsler', nu hvor Guantanamo får al medieomtalen.

Med sin test af langdistance-missiler igår skifter kommunistiske Nordkorea gear, og ingen ved hvad det ender med. Mon ikke den nye danske blog Nordkorea.dk følger udviklingen til dørs. Om livet i et fuldfed kommunistisk diktatur som Nordkorea kan der skrives meget - men fotografierne taget af en russisk embedsmand lagt på dette site står fint alene.

Kristne ingen adgang - her integreres muslimer...

5. Jul 2006 00:55, Uriasposten

Fra The Sun [via Snaphanen] - en grotesk historie om islamisering, eller blot en naturlig konsekvens af multikulturaliseringen. Et citat fra Muslim-only Alton Towers.

"BRITAIN'S biggest fun park has sparked a race row — with a MUSLIMS-ONLY day... Non-Muslims phoning the Staffordshire park have been refused tickets."

Vanen tro sælges den religiøst-funderede racisme med plusord...

"We're trying to integrate Muslims into the wider community." (Abid Hussan, Islamic Leisure)

Apropos.

Det skabte paradoks - den halve sandhed

5. Jul 2006 00:24, Uriasposten

Man hører ofte at kriminaliteten er faldende. Det er den da også i rene tal, men kun fordi færre overtræder færdselsloven, og kun på trods af udviklingen i vold og den hårde kriminalitet. Derfor flere retsager - og det er svært at se paradokset.

Fra DR Online...

2/7-06 DR Online Flere sager men mindre kriminalitet

Antallet af straffesager ved landets byretter stiger og stiger. På bare tre år er antallet steget med 22 procent.

Sidste år modtog byretterne godt 142.000 såkaldte almindelige sager om overtrædelse af straffeloven, hvilket er otte procent flere end i 2004, fremgår det af tal fra Domstolsstyrelsen.

Det er sager som indbrud, biltyveri eller vold, men også ubetalte bøder kan havne som en sag i retten.

[...]

Hverken dommere eller politiet kan umiddelbart forklare, hvorfor flere stilles for retten, skriver Berlingske Tidende.

- Min første reaktion er, at det må skyldes, at vi har et dygtigt og aktivt politi, der opklarer flere og flere sager. Det paradoksale er dog, at kriminaliteten totalt set stille og roligt daler, siger chefkriminalinspektør Per Larsen fra Københavns Politi."

Mens han venter på revolutionen - et læserbrev om den terror Bush og Fogh spreder

5. Jul 2006 00:05, Uriasposten

Johannes Wilm er uddannet antropolog, og ifølge eget udsagn en revolutionær socialist. Fra Søndagsavisen - et læserbrev fra loonien, her i fuld længde.

Danmark og flygtninge

Flygtningehjlæpen har tidligere denne måned annonceret deres mål om at lade 1.000 flere FN-flygtninge komme ind i landet. Det er en god start, og det er da sandelig også på tide, at Danmark tager nogle flere flygtninge ind. Men man må ikke glemme, at det er endda vigtigere at bekæmpe årsagerne til flygtningekriserne. Ingen flygter bare for sjov, men når Bush og Anders Fogh spreder terrror og frygt i Mellemøsten, mens resten af den tredje verden tvinges til at gå tilbage til sociale forhold, som vi kender dem fra den industrielle revolution gennem WTO og IMFs neoliberale 'udviklingsmodeller', som også støttes af vor regering. Så er det klart, at folk vil flytte til Vesten.

Søren Pind om 68'erne der satte abstraktionen over det nære

4. Jul 2006 23:54, Uriasposten

Fra søndagens Jyllandsposten - en næsten konservativ Søren Pind. Her lidt fra Den uovervindelige generation.

"Jeg mindes øjeblikkeligt den kvinde, der for år tilbage rejste til Greenham Comon for at overvåge de britiske atomstyrker. Hun stod i årevis uden for militærlejren. Var med til protesten. Og hærværk, paradoksalt nok på den militære styrke, der garanterede hendes frihed til netop at demonstrere. Hun efterlod en familie i Danmark. Frit efter hukommelsen med flere børn og en ægtemand. Efter en tids trofast venten fra dem derhjemme endte det i skilsmisse. Børnene betalte prisen. Hun blev fængslet for vold og hærværk. Men hvlken rolle spillede det - for sagen stod jo over det nære. Familien. Lokalsamfundet. Ja, Danmark. Den abstrakte frihed for atomvåben og hadet til det tåbelige demokratiske system, der insisterede på sin selvforsvarsret, stod langt over det nære. Jeg væmmes, når jeg generindrer historien. Over at et menneske kan forlade det nære og virkelige for en abstraktion. En abstraktion, som præsident Reagan og den vestlige verden heldigvis modstod og i stedet sikrede en helt anderledes håndfast frihed.

[...]

Jeg genkender fuldstændig mønstret i tilkendegivelsen af arv. 68-generationen er den første generation i danmarkshistorien, for hvilken ingen andre end den selv spiller en rolle. En generation, der arvede et ordentligt Danmark. Et Danmark, der af krigen havde lært alvoren. Et lavskattesamfund, hvor eksport var altafgørende, og hvor andelsselskaberne, fagbevægelsen, arbejdsgiverforeningen repræsenterede en ægte solidaritet. Et land med hånden på ploven, i opfinderkontorerne, på arbejdspladserne - ja i det hele taget et samfund forankret i pligten til at sikre sin egen fremtid. I stedet indfandt flødeord som solidaritet, velfærdssamfund, sammenhold sig, blev hældt i offentlighedens smørkerne og pisket rundt. I realiteten kom det kun til at handle om at rage til sig.
1970'erne skabte grobund for en venstreorienteret sekterisme, hvor en hel generation forurettet tog plads på læreranstalterne, købte hus på inflationen og hadede alle andre end sig selv - inklusive deres børn. Deres børn - min generation - stemplede de straks i 1980'erne som nåh-generationen. Hvorfor? Fordi vi havde travlt med at tilegne os lærdom, så vi kunne komme ind på universiteterne trods adgangsbegrænsningerne, indført af selv samme 68-generation, der i mellemtiden havde delt doktortitler ud i marxistisk kvinderet og andre lødige, centrale fag for fremtidens Danmark.

[...]

... det kan ikke overraske, at en forkælet selvfed forældregeneration, der altid har lavet kærlighed og ikke krig, har skyet konflikten, og løj om hvorvidt de inhalerede, er hamrende ligeglad med alt andet end sig selv. Politisk må vi blot erkende, at 68-generationen er sådan, at folk som jeg kaldes ultraliberale, skønt vi blot stilfærdigt fremfører, som i resten af den vestlige verden, at en marxistisk samfundsmodel, hvor staten opkræver alt, alt for meget, ikke er holdbar.

[...]

De, der siger solidaritet, mener mig, mig, mig. De, der hævder kun at have fået jorden betroet til deres børn, mener i realiteten, at de selv skal leve livet ud, og så må andre rydde op. De, der engang sagde »stol ikke på nogen over 40«, kunne ikke drømme om at stole på nogen under selv samme alder - på nær når det kommer til spørgsmålet om at sende flere penge."

Tags

Arkiv

Relaterede

Seneste